skip to main |
skip to sidebar
Føj hvor er det tidligt der kl. 5.00 om natten. Og koldt og træls. Men jeg var oppe dér - tidligt imorges. Gunnar Tor og jeg skulle på morgenoptagelser på Århus Havn. Vores projekt var at lave billeder med nogle helt særlige islandske råvarer - og nogle biodynamiske danske. De lider jo på Island i øjeblikket - gid de får gang i hjulene og ryddet op i det man måske kunne kalde finanskriseriet.
Vi lavede mad med mos(så'n noget der gror), tang, sød tang, beluga-linser, rødbeder, perlebyg, pastinak, roser og makreller. Alt blev anrettet på sten, bolværk etc. Her er makrelslagteriet i morgensolen. I den anden ende står anretningen - makrelhoveder og haler med perlebyg og enebær.
Ps. det er makrelblod lige dér på bukken.
Det løb af med mig igen - og jeg fik smidt lidt om Andreas' og min tur ud på cykelbanen her på siden. Dem der er interesserede i mere en denne smukke detalje fra Aarhus Cyklebane kan kigge her.
Doven søndag og lammet er efter 3 dage i mit co2-forbrugende iskolde køleskab efterhånden tøet op. Den skal laves i ovnen - med nogle rodfrugter til at samle 'the juice' op. Rigtig søndagsmad her i familien. Noget der kan dufte i timerne op til måltidet. Noget der kaster brænde på sultens bål fra midt på eftermiddagen til der engang imellem kl. 18 og 19 - da er vi nemlig parate til at sætte os ved bordet.
Lammet skal som sagt ovnes. Og jeg har planer om at at lave en ansjos-sauce til. Det er lam som i rom - abbachio alla romana. Det er lammesky kogt sammen med ansjoser. Ansjoserne desintegrerer i den kogende væske og afgiver smag, smag, smag. Der er desuden rosmarin og hvidløg til stede. Den universelle europæiske klassiker - lam, hvidløg, rosmarin. Og vi skal have lidt vino til, skal vi. Og måske gæster - hvis vi kan få lokket nogen til her på en søndag.
Opskriften er inspireret af en af mine favorit basis-kogebøger. Sølvskeen. Det er en italiensk bestseller - i årevis. Den italienske husmors madbibel - tilstede i alle italienske hjem. En grundbog der er værd at have på køkkenbordet. Jeg anbefaler den varmt!
Min sølvske - altså den man kan røre med - er fundet på et loppemarked i St. Pauli, Hamburg, Europa 2008. Jeg er vild med dem! Byen såvel som skeen.
Ja, nu står den i ovnen ved 75 grader i nogle timer. Bagefter får den fuld hug i et kvarters tid. Så er fedtet smeltet ned i kødet og den bliver dejlig sprød på ryggen. Men - inden den røg ind nåede den lige at få de sidste ord med på vejen. Gad vide hvem den præcist mener? Fødevarepolitikerne i EU eller måske er det sådan et mere generelt statement? Well - nu er det i hvert fald sagt! EU-svin... Jeg er nu i øvrigt ikke helt enig med grissebassen.
Min far udlejer en lejlighed i Berlin. Den ligger ret skønt og er ny-indrettet med alt hvad der skal til under et ophold i den tidligere så dekadente hovedstad. Og så er den knald-billig!
Ssschöner Stadt er Berlin. Og så kan man spise i kulsort bælragende mørke dernede! Unsichtbar hedder stedet. Jeg har været der - men jeg ku' ikke se en skid!
Lejligheden kan findes her.
På et tidspunkt, for en ikke så lang periode siden, fortalte jeg, at jeg ville lave en art privat blog. Den er nu oprettet - og den kan ses på deprivaterum.blogspot.com. Familie og deciderede fans af mærkværdigheder vil muligvis finde lidt spiselige rester fra igår dér. Men jeg kan allerede nu fortælle, at det allermest blir noget med billeder af graffiti og min nye cykel, en hel del af Andreas og noget med efterladte sedler som jeg finder på gaden. Ja, man skulle fanme tro det var løgn engang imellem!
For søren da. Tænk at have en forretning i snart 6 år uden at have et fint, forkromet, standerflot nyhedsbrev... Ubegribeligt at det er gået an i så lang tid. Men sådan er det med så meget i den her butik! Ubegribeligt...
Tilmeld dig et fint brev med de seneste nyheder, spændende sager fra EXTRA EXTRA-udgaven, sidste nyt fra ingenmandsland og alt mulig sniksnak sådan her:
Skriv en mail til mig på
kulinaria@gmail.com
Med emnet:
Ja tak, Hr. Überchef, jeg vil gerne medtages af dit spændende nyhedsbrev!
Sådan klarer vi den sag!
Og det blir i øvrigt helt vildt - med girafik og storhedsvanvid!

rå scanning fra min bog 'Utemat'. Foto: Runolfur - photopop.dk
Jeg har aftalt med Dario - ham slagteren i Panzano - at jeg skal sende min kogebog ned til ham. Så vil han have den stående i hans butik på hylden med alle de andre 'starchefs' bøger. Ikke dårligt... Sjovt nok er det en dansk kogebog på svensk - om bla. islandsk havtang. Sikke en nordisk oplevelse... :-)
Her er et uddrag jeg lige faldt over. Svinenakke med salvie, timian, honning og mørkt øl. Den var vist meget god...
Den er i D-mol og går således:
Denne tilberedning er interessant idet alt arbejdet ligger i det, i øvrigt overordentligt simple forarbejde. Svinet skal langtidssteges med nogle enkle urter og mørkt øl. Det får en mørk og kompleks smag der klæder den smukke nakke godt. Nakken er en af de billigste udskæringer, men til gengæld en af de mest smagskraftige og sexede der findes. Intens og forfinet - på en lidt grov maskulin måde.
Øllet tilfører en bitterhed der er skaber balance i forhold til honningens sødme og grisens fedme. På billedet er brugt salvie med blomster – der er fordi de er smukke! Almindelig frisk salvie giver lige så godt resultat – om end ikke så smukt!
1 svinenakke på ca. 1 kg.
20 sorte peberkorn
20 hvide peberkorn
10 kviste salvie – med blomst hvis årstiden giver den gave
10 kviste timian
2 spsk. honnning
300 ml. mørk øl – vi brugte Blonde fra Brøckhouse, Hillerød, Danmark
2 spsk. havsalt
Forbered en pakker af sølvpapir. Læg svinenakke, krydderurter og krydderier ind i pakken. Fordel krydderier, honning og krydderurter jævnt omkring svinet. Hæld øllet på og pak pakken grundigt sammen. Læg den på et bål, på en grill eller i en ovn (120°) hvis det regner. Lad den ligge og stege i ca. 4-8 timer. Åben pakken og skær svinenakken ud – den vil sandsynligvis falde fra hinanden af bar mørhed!
Kødets mørhed er en erotisk invitation til dig. 'Tag mig i din mund' siger nakken til dig...

I skarpt modlys står tingene engang imellem aller klarest. På sådan en mærkelig facon.
Nogle gange kan en kreativ idé lyse så skarpt at man ikke kan se andet en den. Heller ikke hvordan den skal blive til virkelighed. Og idéer kan jeg få. Det er sgu ovenikøbet en af de ting jeg er rigtig god til! At få en skarp idé! Men så er jeg nok knap så god til at få den sat i drift. Altså - hvis stalden begynder at lugte af hverdag - så spæner alle mine heste videre til den næste lysende idé-oase. Og så er det godt at have nogle gode ryttere til at tage sig af idéernes retning. Og det har jeg!
I idéernes blændende modlys så jeg så her til morgen hvilke projekter der står foran realiseringens barske prøvelser:
-nordisk mad på danske designere (top-hemmeligt)
-det store (hemmelige) ketchup-projekt
-kogebogen til børn - og deres forældre. 'Barn - kend din ret!'
-Dario goes to DK!
Ja, så ved i det...
Så er min bror blevet gift med Elin. Et fantastisk bryllup i Lucca, Toscana. Igår var vi på besøg hos slagter Dario i Panzano. Han og jeg fik smagt på kød og givet krammere. Og vi aftalte at han skulle komme til Danmark i januar, februar eller marts. Så laver vi cookouts i Århus, Kbh, og måske Skagen. Det blir rødglødende! Dario & Kim, benvenuti in Danimarca!
Han hedder Karl Johan;)
Foto: Runolfur - Photopop.dk - fra min bog Utemat (udg. i Sverige)
Vi har igennem snart 5 år lavet TeamCooking. Henrik Zacho - min gymnasiekammerat - og jeg udviklede denne øvelse over en periode - og har vel snart haft 1000 mennesker igennem møllen. Idag laver jeg det på egen hånd - og i samarbejde med konsulentfirmaet Ankerhus. Vi har haft et frugtbart samarbejde i mange år efterhånden. De er knalddygtige på Ankerhus - og giver deltagerne en grundig evaluering efter de har været i kokkens kløer!
Her er den opskrift vi oftest bruger til deltagerne. Vi arbejder uden komfur. Eller - vi bruger en grill som komfur - så der er panik og kaos når de skal finde grillkul og tændblokke. Ingen varme - ingen mad! Grillen bruges også til at grille fisk på - så de får en helstøbt hovedret ud af anstrengelserne.
Opskriften går sådan her:
Muslingeragout TeamCooking-style
kulinaria 2008
4 pers. hovedret
1 kg. blåmuslinger - rensede
Evt. 100 gr. chorizo – i tern
1 løg i tern
8 fed hvidløg i fine tern
2 peberfruger i tern
4 gulerødder i grove tern
1 courgette i tern
1 aubergine i tern
1 rød chili i grove tern
(desuden kan alle rodfrugter bruges. Svampe er også godt!)
Krydderurter:
Basilikum
Dild
Persille
Olivenolie
¼ l. fløde
1 flaske hvidvin (der skal kun bruges 1 glas til retten – resten drikkes under tilberedningen ☺)
Sort peber
Havsalt
Olivenolien varmes op og grøntsagerne sauteres (evt. med chorizo) i ca. 5 min. Alt tages op af gryden. Der tilsættes yderligere olivenolie og den varmes op til den ryger. Muslinger gives et varmechok og vendes rundt i 2 min. Tilsæt hvidvin og kog op. Tilsæt grøntsager og varm igennem. Tilsæt fløde og vend sammen. Lad simre i 5 min. Smag til med havsalt og friskkværnet sort peber. Tilsæt krydderurterne og server med det samme.

Dette er et uddrag fra et udkast til en bog om børnemad. Et projekt jeg er gået til og fra igennem nogle år. Jeg har nemlig noget at sige om den sag. Noget som en del forældre burde høre! Hvad jeg egentlig har at sige vender jeg tilbage til. Det handler nemlig mest om at gøre, turde og ville mad. Mad der kan og skal mere end at mætte - som jeg tidligere har nævnt...
Here we go - og det med en lille illustration af en uskarp gryde med sølvske fra St. Pauli, Hamburg. Den uskarpe gryde leverede til gengæld en snorlige og knivskarp syltetøj med engageret hjælp fra Andreas.
Jeg leder i øvrigt efter et forlag der TØR være klare i spyttet omkring børn, sanselighed og gatronomisk opdragelse - så gør endelig opmærksom på genialiteterne her.
Hvordan laver man syltetøj?
Når Andreas og jeg har tid til det, spadserer vi i børnehave. Vi bor midt i Århus, så der udkæmpes ganske hårde kampe om parkeringspladserne og p-vagterne er på pletten før solen står op, så det er klart det billigste at lade bilen stå hvor den må.
Det er nu ikke den vigtigste grund til at vi går. Det er fordi det er en fantastisk tur at gå sammen, og vi taler om ganske vigtige ting på vejen. Vi er begge klare i hovederne og stresser ikke, så Andreas spørger mig ofte om ting han har gået og grublet over, netop på vej til børnehaven.
En morgen spurgte han mig: ’Far, hvordan laver man syltetøj?’
Mit svar var lidt tricky, men han kender mig godt nok til at vide, at det var dagens ufordring og hvad vi skulle lave om eftermiddagen, som jeg kredsede omkring.
Jeg svarede: ’Hvad for en slags syltetøj kunne du tænke dig at lave?’ og vi aftalte straks at bruge eftermiddagen på at køre ud til Bassam i Bazar Vest og købe ind til dagens produktion.
Andreas ville lave hindbær-syltetøj med mangostykker og citronskal. Helt hans eget valg. Vi købte frosne hindbær, øko-citroner og friske mangoer fra Brasilien. Mango køber vi altid stort ind af – mindst 3, men gerne en hel kasse. Det er Andreas’ favorit-frugt og han spiste den første vi skar op, med det samme. Mango er desuden en fantastisk madpakkefrugt. Hvis den ikke er alt for moden, holder den sig nemlig frisk, sprød og bibeholder sin fine syre i nogle timer, selv i børnehavens køleskab. Faktisk er vi så vilde med mango at det engang imellem er Andreas’ kælenavn – Mango altså...
Når Andreas og jeg laver mad sammen, er tillid fra min side helt afgørende for hans motivation. Er jeg meget forsigtig og beder ham passe på med de skarpe knive, fortæller han mig bestemt, at det ved han godt. Og hvis jeg ikke lader ham tage det fulde ansvar for dele af processerne, mister han ganske enkelt lysten. Han fik derfor lov til at bestemme, hvor meget rørsukker der skulle i syltetøjet.
Mit postulat er, at børn med et naturligt og sundt forhold til slik, sukker etc., ikke som sådan besidder trangen til voldsom sødme. Det blev bekræftet i dette tilfælde. Andreas gav marmeladen sukker så den præcist var sød, men stadig syngende frisk og med blide bid i tungen af frugternes syre og citronskallens fine aromaer. 7 skefulde kom der i – og det var helt perfekt!
Andreas’ opskrift på hindbær-mangomarmelade lyder således:
250 gr. frosne hindbær
1 mango skåret i grove tern
Skallen fra en citron (i grove stykker)
7 store spsk. rørsukker
1 dl. vand
Smid alle ingredienserne i en lille gryde. Sæt den over middel varme, og lad den simre forsigtigt i 30 minutter. Rør engang imellem – og duft, duft, duft citrusskallernes parfume-ekstravaganza der forfører bedre end nogen Chanel!
Steriliser et glas med kogende vand og hæld forsigtigt syltetøjet i. Luk til øg køl ned. Det er tilladt at smage på sagerne konstant! Det er nærmest en pligt – men brug helt rene skeer HVER gang. Ellers kommer der lynhurtigt et grøn lag mug på syltetøj, der som denne, er lavet uden nogen form for kemi.
Jeg synes jo at mit liv er enormt interessant for alle. Og det pirrer mit voldsomme opmærksomhedsbehov, at jeg kan få folk til at læse om mig her på bloggen. Men det var jo egentlig meningen at den skulle bruges til at fortælle om hvad jeg laver sådan i professionel forstand. Og selvom det konstant smelter sammen for mig til hverdag - altså den professionelle og den private Jakob - så har jeg nu alligevel tænkt mig at flytte nogle indlæg herfra over på en anden side. Den kommer så mest til at handle om det private - og så lige lidt om det professionelle... Ja - det blir noget rod gør det!
Der kommer til at ligge et link herfra til evigheden - og tilbage igen.
Well - i aften skal jeg lave linguine på pastamaskinen, imens jeg simrer italienske kødboller (halvkalvhalvflæsk - spøjst ord) i tomatsafter og hvidløg. Drikke Barbaresco'en der er til overs fra min fødselsdag. Og det bliver sammen med min kæreste, som er her fra KBH i en uges tid... Sådan holder man den professionelle blog helt fri for privat sniksnak....!!!??!!

For satan det er godt Andreas 'Rudeboy' & jeg har billet så! Vi skal til Stray Cats lørdag i KBH. Vi glæder os mere end et barn til sin fødselsdag! Det bli'r et ROCKABILLY-BASH! Yeah...
Apropos fødselsdag - så fylder jeg 36 idag, og har allerede fået 1000 gaver af Andreas. Vi fik varme pain au chocolat med espresso til fødselsdagsmorgenmad! Det kan vi nemli' li' kan vi!

Jeg hentede Andreas i morges i lufthavnen. Han har været på ferie i Barcelona med sin mor og hele den del af hans familie. De har hygget sig - og jeg har talt minutterne fra han tog afsted - til jeg endelig kunne gi' ham en ornli' syg krammer i formiddags! 7 dage er dælme lang tid at undvære sin makker!
Jeg har fået gaver hele dagen af ham. Fordi det er min fødselsdag på onsdag - ja det er! Og fordi han måske også har savnet mig en lille bitte smule?
Vi har fejret hjemkomsten med et festmåltid - bare ham og jeg. Vi gik sammen ud og købte ind til hel fisk i ovn med persillesovs og kartofler.
Andreas vil meget gerne være med til at lave mad. Og han kan finde ud af det! Han skar dybe riller i fisken med min sushikniv, så varmen rigtig kunne få fat. Og så var han meget interesseret i at smage sovsen til.
Vi lavede ca. en halv liter af smør, mel, mælk & fløde. Og 4-5 kæmpe store håndfulde kruspersille hakket groft. Og den virkede sådan set meget godt, men både Andreas og jeg synes ikke det var 'Verdens Bedste Persillesovs'. Den var god, men ikke verdens bedste!
Så vi prøvede med mere peber. Fint! Og lidt mere salt. Også godt - og sluttede så af med at rive en lille smule muskatnød ned i sovsen.
Og så kom den - live and direct - fra Andreas: 'Det her er verdens bedste persillesovs!' Og det var det! Den lavede vi lige dér, sammen hele vejen! Mad kan mere end at mætte - men det gjorde det så i øvigt også! Se bare den her tallerken... Nu har vi ondt i maven.

Denne ret har jeg arbejdet på siden januar. Idéen kom da jeg ville lave en nordisk udgave af den sydamerikanske ceviche. Ceviche er typisk fisk, skaldyr, sprutter o.lign. der 'kold-koges' i citrusjuicer. Altså i syre. Jeg fandt en fin feminin syre i gammeldags kærnemælk. Jeg booster syren med lidt æble-eddike og tilsætter krydderurter - dild, kørvel og purløg. Kammuslingerne fra Nordatlanten ligger i kærnemælken et døgn - og får en fantastisk smag og konsistens. Bløde og faste på samme tid. Og sgu lidt frække at få i munden faktisk...
Her er de anrettet med radiser, kørvel, dild, rugbrødscroutoner og koldpresset rapsolie.

I dag skal jeg ud med den anden teambuilding-øvelse jeg har på programmet. Den hedder TeamCooking og er gennemtestet og prøvet igennem på alle mulige og tænkelige måder. Vi har laet den for over 100 deltagere i et telt på Tønder Festivalplads. Det var for Odense Containercentral - hvor min tidligere direktør i Aarstiderne deltog - Tonny Graversen hedder han. Jeg er i øvrigt huskok i hans familie - så vi mødes engang imellem når der er fest i familien. Så fylder jeg bilen med mad og kører til Fredericia. Hyggeligt.
Tilbage til det som det drejer sig om! TeamCooking - ja, vi har også lavet det ude i en skov - uden el, vand og lignende moderne bekvemmeligheder. Der er sjovt - og deltagerne går altid helt amok og giver den så meget gas at taget letter.
Øvelsen udviklede jeg for ca. 6 år siden med min gymnasiekammerat Henrik Zacho. Han er HR-chef i Herning Kommune nu, men i sin tid var han på Ankerhus i Hinnerup som konsulent. De laver mange spændende ting derude - se mere om det på www.ankerhus.dk.
Idag skal der TeamCookes i Skanderborg. Også på festivalpladsen faktisk... Der blvier gang i den er jeg sikker på - og jeg har tænkt mig at presse dem lidt, fortælle en løgnagtig historie eller to og i øvrigt opføre mig som den rock'n'roll-kok jeg vel er.
Billedet er fra den store TeamCooking Tønder - det er min kammi Rolando der er igang med at skære tun ud til holdene - alt imens komfuret er skruet op på fuldt blus... YEAH!
New York brunch - Den gamle fabrik, 2004(?) (trykt & web)
Foto: Gunnar Tor
De pandekager der hænger lidt længere nede på siden, har snart et år på bagen. Vi lavede dem altså for knap et års tid siden. Jeg synes stadig det er en flot emballage, ikke mindst når man tænker på at der var første gang vi arbejdede sammen i teamet der lavede produktionen.
Samtidig er der et eller andet træls* ved at kigge på de ting jeg har lavet for forskellige perioder siden. Det er muligvis en almindelig og banal reaktion når man arbejder med noget med kreativitet og æstetik, og det handler om at blive lidt forfængelig på en mærkværdig måde. Eller lidt utilfreds med noget som faktisk er helt som det skal være i den kontekst det er lavet til. Blufærdig måske også... Jeg ved det ikke helt.
Men, det fik mig nu alligevel til at google lidt omkring og lede efter gamle sager. Og her er nogle af dem:

Skandinavisk brunch, Den gamle fabrik, 2004(?) (trykt & web)
Foto: Gunnar Tor
Emballage, Steff Houlberg detail, 2006
Foto: Runolfur Gudbjørnson / photopop.dkOg alt det madbilledehalløj startede i øvrigt da jeg var køkkenchef på Café Englen i 1997-98, hvor en af bartenderne var i lære som fotograf. Det var Henrik Kastenskov (fotoco.dk). Vi besluttede at prøve at lege lidt sammen med det der med mad på billeder - sådan lidt i fritiden. Dengang arbejdede vi på polaroid når vi tog prøveskud, og film når det virkelig galdt. Hvis ikke det er eksotisk? Jeg har stadig de 'poler' vi fik ud af allerførste gang - og de blir scannet og lagt op her someday...*Århusiansk for træls og trælleren

Jeg laver emballager - sammen med de dygtige fotografer og AD'ere som jeg er så heldig at kende. Emballageopgaverne er enormt interessante. De tilfredsstiller min forfængelighed. Da jeg var lille brugte jeg timevis på at læse på mælkekartoner, få et af ota's solgrin og Tintin der nogle gange var på Herr Kelloggs fine emballager. Sådan husker jeg det i hvert fald...
Emballager får så meget opmærksomhed man fanme tror det er løgn! Derfor syns jeg de er spændende at lave.
Det her er en emballage der blev lavet med Christina Lykke (fotograf) og Tine Bagge Lautrup (AD'er) for et firma der hedder Foodsolutions.
En af de ting jeg bruger mest tid på er at lave madbilleder sammen med en efterhånden hel række af dygtige fotografer. Meget dygtige fotografer ovenikøbet... De kan deres ting kan de.
Det hedder foodstyling (og jeg er så foodstylisten) på engelsk. Og ja - madstylist på dansk. Kønt lyder det ikke. Men det bliver det vi laver til gengæld. Jeg laver feks. billeder til Fakta-avisen hver uge. Der er en af de mere hverdagsagtige opgaver jeg har. Men det gør den ikke mindre spændende. Tværtimod - jeg har lige siden jeg skrev opskrifter i 2 år på Aarstiderne (Aarstiderne.com) særligt interesseret mig for mad på et lidt hverdagsagtigt plan. At skrive opskrifter der bliver spist af op imod 100.000 mennesker hver uge giver mig et langt større kick end at lave en trøffelskum med grøn jordbærgele. Omend at jeg også synes den slags er spændende.
Når jeg tænker mig om ved jeg faktisk slet ikke hvad jeg synes der er mest spændende. Måske at have en gryde i hver lejr?
Tilbage til FAKTA! Den form for styling kalder jeg 'under-styling' fordi det skal se ud som noget alle og enhver kan lave. Så det prøver jeg på.
Her er et eksempel på en Faktating - en hverdags ret taget hos min nok mest faste billedmager - Jens Peter Engedal. Han og hans harem af tøser (og Kimon) er sgu også dygtige! Det er sakset direkte fra skærmen - derfor den mærkelige kant...
foto: engedal fotografi
Jeg har fået en fin ny tlf. den gamle fik sig et bad - og det brød den sig vist ikke rigtigt om. Jeg måtte i hvert tilfælde råbe som en taberagtig brøndbyfan hver gang jeg skulle tale med nogen i den...
Mit nummer er blevet flyttet over - så til alle jer der har måttet benytte mit midlertidige nummer: i kan roligt gå tilbage til det gamle igen. For en god ordens skyld er det her: 286 287 60.
Fra om ganske lidt kan man også benytte www.kulinaria.dk til at komme til denne side. Der er købt og betalt for domænet i en årrække.
LeanCooking i Klitmøller gik fantastisk godt. Vi sov blot et par timer natten mellem fredag og lørdag, så der blev gjort en stor indsats fra vores side for at det hele skulle gå som planlagt. Vi arbejder videre med konceptet og fra næste gang regner vi med at live-streame verdensbegivenheden - så kan alle følge med i det hele!
Her er morgenudsigten fra Niels Juel - en restaurant vi havde lejet til at LeanCooke i. Der er fred og ingen fare - stilhed før storm og sådan. Sådan en udsigt kan vist ikke betales for penge - som man siger!
Tjek i øvrigt surfjoint.dk.
Its Hellbilly on the road to Klitmøller

Og så er vi ved at være klar i Klitmøller til LeanCooking imorgen tidlig. Vi har testet vores sandwichdummies og de blev lækre - selvom de var lavet af træ! Og Volvoen står pakket med varer i termokasser - så de holder sig chilly in this surfing place.
Panoramaet fra HQ-Base 1...
Idag skal jeg til Klitmøller - eller Cold Hawaii. Desværre skal jeg ikke gå rundt i neopren og vælte mig i bølger på et surfbrædt - men faktisk lave noget der bliver mindst ligeså sjovt! Sammen med Rasmus Johnsen, Stian Eide har jeg udviklet en teambuilding øvelse vi kalder LeanCooking. det er en sandwichfabrik - som deltagerne skal optimere på og få til at køre bedst muligt - med mindst muligt spild af ressourcer. Jeg glæder mig...
I dag hentede jeg en tung kasse på fragtmandscentralen i Århus. Kassen var fyldt med tallerkener - som jeg havde ventet spændt på et stykke tid! De kom fra designeren Anna Olivia - som jeg på en måde arbejder lidt sammen med i øjeblikket. Eller vi er ved at gøre nogle indledende øvelser. Jeg er nemlig temmelig glad for hendes design. Det ene - og det er det jeg fik en stak af - hedder the danish pig. Tallerkenerne er dekoreret med pixelerede tegninger af den danske slagtegris' vej fra insemineringen af soen, til grisene går i flok ind på slagteriet. Bizart? Hmm, vel en hel del mindre bizart end at tygge med vellyst på en skive danish bacon - som kommer fra netop disse industrialiserede grise. Der er som sådan ingen løftede pegefingre i det - men blot en art bevidsthed omkring grisenes liv her på egnen.
Derudover ser de herrens godt ud! Og jeg glæder mig til at servere mad på dem - grisemad!
Og nu hvisker de i krogene om noget med dansk mad på danske designere... Det er meget hemmeligt!


Arbejder jeg meget sammen med! Han kan lave mad kan han! Han er super skarp på smagninger og bemærker den mindste forandring i konsistens og smag.
Han hedder Andreas - og er 4ethalvt år gammel!
Ps. Vi bor sammen, jeg er hans far - og han har alrig skåret sig på sin kokkekniv! Det er meget mere end hvad jeg kan påstå!
Jeg har mødt en mand der hedder Dario. Han bor i en lille by i Toscana - midt i Chianti-området. Byen hedder Panzano og der bor ca. 900 udover Dario og hans familie. Han er slagter, slagter, slagter! Hans mission er at holde familiens 250 årige toscanske slagtertraditioner i live - og det gør han ret godt. Min kæreste Tine og jeg fik mulighed for en 8 retters middag i baglokalet til slagteriet med masser af dejlig vin. Og kaffe - og vores begges yndlingsstimulans - GRAPPA. En carabinieri der spiste med overbeviste os om, at vi sagtens kunne drikke et glas mere. Færdselspolitibetjentene ville under alle omstændigheder ikke risikere at ødelægge deres fine frisurer, ved at skulle ud af politibilen i regnvejr..?!?!?? Men - kødoplevelsen i slagteriet var fantastisk. Vinen - som Dario selv laver - var præcis det samme. Og Dario underholdt på højlydt italiensk med noget Dante-halløj og en røverhistorie om en journalist og en ret ved navn 'rosmarin i røven'... Anticca Macceleria Cecchini kan anbefales på det varmeste!!! Dario ekselerer i øvrigt også herinde - dariocecchini.blogspot.com.
Ciao
Jakob
Jeg har for nylig lavet sådan noget som det her... Det er for børn er det!
Fotograf: Anna / Skovdal & Skovdal
Det her er kulinarias blog... her kommer røv&historier om det hele og mere til!
Også om mine nye idéer og hvem jeg går og skruer i mad med. Feks. Per Petri - www.perpetri.dk. Han kan noget!
Ciao
Jakob