(F)irmas nye video

Friske grønsager og elektronisk musik. Jeg anede ikke engang at det var en hilsen, men OK. Lad os da bare starte med at sige:

'Friske grønsager og elektronisk musik' 

til hinanden.

Friske grønsager og elektronisk musik, også til dig Peter Tarris fra (F)Irmas reklamebureau. 

Men her stopper de joviale venskabeligheder vel så også. 

Lad mig starte med en ting som undrer mig. Det undrer mig, at du synes jeg har en lækker madblog. Personligt synes jeg den er både grim og sur, men hvis du og (F)Irma synes der er en lækker stemning, så er det fanme ret punk for en (F)Irma-pige, og jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at høre, hvad du egentlig synes er så lækkert ved min blog. Er du sød at svare mig på det, for jeg aner det virkelig ikke selv? Måske, men selvfølgelig kun måske, har du slet ikke set den? Hvis du har, så forstår jeg ikke helt hvad du mener, for den er altså megatræls.

Jeg må til gengæld rose dig for at have mod til at sende mig en mail hvor ordet innovativ indgår. For hvis der noget jeg hader, er det det som i reklameinnovationsbranchen kaldes innovation. Jeg graver det ikke. Hvis du orker Peter Tarris, så forklar mig lige hvor det innovative ligger i, at spille tromme på en banana og en melona. Orker du? Og hvis det er der, hvad gør det så godt for, ud over at sænke jeres salg af bananaer og melonaer?

Dernæst vil jeg fortælle dig, at man faktisk kan gøre rigtig mange andre ting, end at smile og gokke lidt frem og tilbage til den gode musik. Jeg sidder - blot som eksempel - og korser mig, alt i mens ordet 'jøsses' jamres ud af munden på mig. Højlydt. Og det på trods af at jeg sidder mutters alene. Jøsses!

Jeg tænker endvidere, at jeg til spørgsmålet der går på, om jeg kan se det fantastiske i den video du har medsendt linket på, nok er nødt til at svare dig nej. Det kan jeg ikke, og videoen forekommer dummere end jeg på på noget tidspunkt havde forestillet mig (F)Irmapigen kunne blive.

Sidst, men ikke mindst, er der det med sproget. Jeg ved godt, at korrekturlæsning er old school. At vi har fart på og send nu bare den mail mand. Få den af sted til hest eller fest eller hvad pokker ved jeg. MEN! Har i på bureauet overvejet at anskaffe et menneske - jeg ved de kan købes for penge - som vil være villig til at bruge blot nogle få minutter på at rette de fejl der langt overskygger det korrekte? Var det ikke en god idé Peter Tarris? At få en sproglig irettesætter?

Slutteligt vil jeg gerne vide hvornår der kommer kage? For hvis man skriver en kagehilsen, så plejer der altså at følge et kæmpestort stykke kage med.

Venlig hilsen

Jakob



_______________

Friske grønsager og elektronisk musik. Hvordan hænger dette sammen? Se videoen her:
http://www.youtube.com/watch?v=mDkFSxfFQ34&feature=youtu.be

Hej, jeg hedder Peter og kommer for et reklamebureau og synes at denne video er super cool og innovativ måde, at vise hvor friske varer Irma har og med et strejf af et elektronisk islæt.  Det super godt tænkt og man kan kun smile og rokke lidt frem og tilbage til den gode musik af j.viewz og nummeret ”Far Too Close” der i øvrigt kan downloades på Irma.dk og klart kan anbefales :)

Jeg vil derfor hører om det var muligt, omkring at du vil ligge denne video op på din meget lækre madblog, som du har. Din madblog ser meget lækkert ud og synes at denne video godt kan være med til at vise, at det er sjovt at lave sund mad :)

Jeg håber du også kan se det fantastiske i denne video som jeg kan og at du også synes den er vildt godt lavet.

De bedste mad- og kagehilsner
Peter

Brystets monotone mørhed

For nylig læste jeg en artikel i Politiken. Den fik mig til at tænke. Det blev til tanker om det man kan kalde den danske madkultur. Eller måske mere præcist, manglen på samme.

Artiklen er skrevet af Sebastian Goos, som havde valgt at kalde den ’Udlandets bøffer slår de danske’. Indholdet gjorde mig både rasende og gav mig en træt følelse af afmægtighed. Raseriet grundede sig i, at Herr Goos tilsyneladende ikke har ment, at han skulle stille ét eneste kritisk spørgsmål til dem han interviewede i forbindelse med hans research til artiklens noget bastante og ikke videre begavede postulat. Altså, hvor er eksempelvis kokken som mener, at der er andet og mere til kødets kvalitet end dets mørhed? Hvor er der en mere dybdegående analyse af hvordan det postuleret fantastiske kød reelt er produceret? Hvor er diskussionen om hvad kvalitet egentlig dækker over? Artiklen fremstår som noget, tabloidpressen kunne frembringe med venstre hånd.

Mikrofonens holder

Men; så kan vi jo tage den diskussion her i stedet. Jeg vil således begynde med at postulere, at dansken har en unuanceret, uelegant og provinsiel madkultur. Dette gælder både kokke og hvad man, i dette tilfælde, kan kalde civilister. Supermarkedernes kødudvalg afslører dette tydeligt. Der sælges tonsvis af saltvandspumpede kyllingebryster og inderfileter. Stegene er oftest afpudsede så voldsomt, at der hverken er uskadelige hinder, fedt eller smag tilbage. Det skal være let og det skal gå stærkt! Mad på 30 minutter er tilgangen, så  man ikke behøver bruge tid i køkkenet, men i stedet kan nå dette og hint program i fjernsynet. Kigger man på oksekødet, som jo diskuteres i ovennævnte mikrofonholderartikel, så efterspørges filetstykker eller mørbrad når det skal være særlig fint, godt og/eller dyrt. Det bliver mere og mere vanskeligt at finde de udskæringer man skal arbejde med over tid. Simremad skulle eller være moderne, har jeg ladet mig fortælle. Jamen tilsyneladende ikke, for supermarkedernes kommunikationsmedarbejdere fortæller mig konstant og vedholdende, at vi har det, og netop kun det, kunderne efterspørger. Og da de ukurante udskæringer ikke kan findes, er det altså ikke noget som efterspørges.

Udvalget i kølediskene er således et glimrende praj om hvordan vindene blæser i de danske køkkener. Jeg kan kun sige, at der lader til at være vindstille!

Maden inden i

Men, én ting er kødet. Endnu mere grelt ser det det ud, hvis man kigger på resten af dyret. Indmad som hjerte, lever, tunge, brisler og nyre er blevet nærmest uopdriveligt, med mindre man har en god forbindelse. Voksne mennesker på min alder (40 vrede år!), fortæller mig, at de aldrig har smagt det. Hjerte f.eks.

Hvorfor betragter vi os selv som værende så ophøjede, at vi ikke har en simpel pligt (eller lyst for den sags skyld) til at fortære hele dyret, og ikke blot de lettest tilgængelige stykker?

Altså de møre, møre stykker, som kan tygges med øjenlågene, som man bøvet siger? Kan vi, med den viden vi har om ressourcernes knaphed, stadig være bekendt, kun at ville spise kyllingens bryst, og ikke dens vinge, kråse og lever? Glimrende stykker i øvrigt, som besidder langt mere smag og interessant konsistens end brystets monotone mørhed. Jeg ved ikke hvad der er gået galt, men i vores kontinentale genbolande, kan man på undseelige hverdagsrestauranter, stadig få tete de veau avec frites. Kalveansigt blævrende i en kraftig sauce med sprøde fritter til. Vi taler om Liège, Belgien. Det er altså ikke langt her fra!

Mit behov

Men tilbage til det udenlandske kød, som slår på det danske.

Jeg sætter ikke mine ben på de bøfrestauranter som serverer amerikansk kød. Jeg er af den holdning, at mit behov for  mørt kød, ikke kommer før dyrenes behov for at leve et anstændigt liv! Amerikansk USDA-mærket kød stammer, med meget stor sandsynlighed, fra kvæg opvokset på golde jorde, opfedet primært på majs. Kvægs maver er ikke glade for majs. Kvægs maver er glade for græs. Men fodrer man de sultne dyr med majs, så spiser kræene det sgu. Og på grund af det høje kalorie- og fedtindhold i majs, aflejrer krækroppen en relativt stor mængde fedt i kødet. Marmoreringen, som køkkenchef Julie synes er knaldlækker. Jeg mener, at det er snotforkælet og vidner om manglende faglighed!

Og det er selve holdningen – at kød konsekvent skal være ensartet, mørt og marmoreret – som jeg opponerer kraftigt imod. Det vidner i mine øjne om en gastronomisk lavkultur, som ikke ser nogen skønhed i afvigelsen, uensartetheden, fejlen. I min optik er det sgu da netop fejlen som er skøn. Fejlen der gør, at jeg som kok, ikke kan køre same procedure as last year. Ikke kan rutinere mig igennem en arbejdsdag. Skal smage efter og finde netop det her stykkes skønhed. Præcis det modsatte af dette, foldes ud i Sebastian Goos artikel. Der står, som jeg læser det: vi vil have ensartet, altid mørt og aldrig besværligt kød. Det vidner om en fattig kultur, om nogen overhovedet. Om en  kultur jeg vil tilskrive nyrige russere, ikke danskere som – primært - nedstammer fra fæstebønder og kartoffeltyskere. En mådeholden bondekultur, som i f.eks. Italien, hyldes og elskes. Cucina povere kalder man det, og man laver mad fra netop det køkkens almanakker med stor respekt, for de der skulle arbejde med det besværlige, gjorde langt større landvindinger gastronomisk, end den adelige eller velstillede borgerliges kok, som havde økonomi - og dermed adgang - til de såkaldt fine udskæringer.

Manglende evner
Nu skruer vi op for vreden, for det er nærmest pubertær vrede der fylder mig, når jeg tænker over disse forhold. Når fødevarestyrelsens robotiserede talsmænd udtaler sig om forholdene for dyr i Polen, aner de tydeligvis ikke hvad de fabler om! Der refereres til EU-reglementer og love. ’Omtrent 96 til 98% harmoniseret’ skrives der. Men journalisten med de manglende evner, har ikke orket at tjekke op på de tal. For én ting er hvilke regler som er vedtaget og principielt gennemført i de respektive lande. Noget HELT andet er hvordan de i virkeligheden forvaltes. Jeg ved, direkte fra polske arbejdere, som rent faktisk har haft jobs på kødfabrikkerne i Polen, at miljøtilsyn, fødevaremyndigheder og arbejdstilsyn ALTID og uden undtagelser, ringer en uge i forvejen og advarer om, at de snarligt kommer på besøg. Altså, virksomhederne – som ofte er under dansk ledelse i øvrigt – har en fin mulighed for at foretage sig det nødvendige, for at se ud som om, man overholder de regler, som den danske fødevarestyrelse gemmer sig bag. Så NEJ! Produktionsmetoderne i Polen og Rumænien er IKKE OK! Til gengæld er kødet fra fabrikkerne BILLIGT, og billigt er alle danskeres mellemnavn, så det kan vi fanme li’ her i Danmark! Ligesom vi kan lide dåsebajere og billig vin fra Tyskland. Farvel ansvar for, hvor pengene - og dermed arbejdspladserne – placeres. Farvel til boogie med det lokalt producerede kød, som vi ifølge meningsmålinger gerne vil have, og goddag til brysternes monotone mørhed!

Mine Damer, læs her og du ved hvorfor: http://politiken.dk/mad/madnyt/ECE1869609/udlandets-boeffer-slaar-de-danske/

smittefar

smittefar

midt i mellem rock’n’roll og cykelhold.

midt i mellem sort/hvid og æble/pære.

lige der. midt i mellem kødet og sagen.

kan man sidde i timevis og sige ikke en skid.

for hvis man smitter af, må man også smitte på.

men smit dig ikke i fingrene!

det må man nemlig ikke,

for man kan risikere at smitte andre.

med hestevæddeløb og røde hunde!

afscheid van superfoods

Jeg har netop været i Belgien med min ven Morten Okbo og den tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør Brian Holm. Det var en fandens hyggelig tur, og jeg hørte røverhistorier om det vilde vesten - som Belgien var i 80'erne. Cykelryttereventyr, røverhistorier og masser af kilometer på de belgiske småveje - som også kaldes cykelsportens tekniske og taktiske universitet.

Et af de besøg vi var på, var hos Holms gamle værtsfar, Vic. Han er flamboyant flamlænder og hans navn udtales 'fik'.

Vic kan fortælle historier. Saftige historier! Nogle få af dem lagres indtil de kommer i det engelske cykelmagasin Rouleur - resten bliver i det nordlige Flanderen, hvor de sådan set har det bedst.

Well, grunden til at jeg trækker Brian Holm, Vic og rejsen til Belgien ind i den her sammenhæng er, at han som reservefar for blandt andre Brian Holm, jo har stået for cykelrytter efter cykelrytters daglige kost. For når man bor hos Vic får man god hjemmelavet mad HVER DAG! Varm mad. Flere retter. Og hvis der er nogen idræt hvor kosten er vigtig, ja så er det sgu professionel cykling. Forbruget af kaloriusser er kolossalt - en normal træningsdag da Holm boede i Belgien løb let op i 250 km. Kroppen belastes maksimalt, så et stort indtag af vitaminer og mineraler er nødvendigt og den daglige kost derfor aldrig tilfældig.

Så for mig var det interessant at høre hvad fanden han lavede til hans ryttere. Ikke mindst i en tid, hvor der råbes om superfoods og smarte løsninger der kan gøre dig sund med et snuptag og en blanding af lige dele præcision, kyskhed og letfordøjelig stupiditet. Den ene dag kan hørfrøolie smattet ud over dine havregryn fikse dit dårlige humør. Den næste er du laktoseintolerant og mælken således livsfarlig. En eftermiddag gør råkost dig til et bedre menneske, på trods af at evolutionen tydeligt beviser, at udviklingen sgu for alvor tog fart da vi begyndte at tilberede vores mad. Sidst på ugen er alle former for kulhydrater gift og den 8. dødssynd en realitet. For mig forekommer det hele som regulær opportun dumhed - tilsat et godt skvæt desperado.

Tilbage til Flanderen - perfekt lagt ud med skrammel og brunt. Adspurgt om, hvad der for ham, var et godt måltid for cykelryttere under intensiv træning, svarede han:

'Eat what you like. But not too much of anything. Always start with a vegetable soup. Fresh made; every day. A new soup every day with other vegetables. Then they would have something all ready there. Then the meat and some more fresh vegetables. Fruit for dessert. Every day fresh fruit.'

Sådan sagde han, med de sproglige fejl og mangler der opstår når vi snakker cykelryttercirkussprog; en blanding af flamsk, italiensk, dansk, tysk og engelsk. Masser af lyde og ord blandet sammen, men alle der har et længerevarende forhold til professionel cykelsport kender det og taler det. Og det lyder ikke helt dumt vel? Variation. Masser af frugt og grønt. Altid noget du kan li', for så spiser du nok. Ikke for meget af noget, men ej heller for lidt. Altid lidt kød eller fisk. Muslinger naturligvis - vi er jo i Belgien. Og frugt til dessert.

Vics køkken

I dag har Vic muligvis haft sin sidste unge cykelrytter boende (og dog..?) til gengæld er hans mor på 102 år rykket ind. Og han laver også mad til hende. Varm mad. Hver dag. Efter samme principper som til rytterne. Vic er selv 72, og ser pisse godt ud.

Da vi kom til hans hjem i søndags, havde hans mor og han netop spist frokost. Grønsagssuppe til forret. Stegt hel kylling med fyldte tomater. Champagne med os til dessert, men det var vist mest fordi hans 'søn' var kommet hjem på besøg en søndag eftermiddag i starten af december. Og champagne er vel i øvrigt også en slags frugt. Fucking cool ham Vic!

kære ven

Kære ven

Du har ret. Vi var enige under samtalen i går, og vi er stadig enige. Århus er en gastronomisk ørken.

Her til aften tænkte jeg, at jeg i stedet for at sidde i min lejlighed og hvæse af manglen på et solidt madkulturelt fundament her i byen, ville tage mine støvler på, et tørklæde om halsen for ikke at se for tilfældig ud og min cykel mellem benene. Og køre ud i byen. For at finde et godt måltid mad.

Det gjorde jeg. Jeg brugte omkring en time på det. Jeg studerede menukort på caféer og spejdede ind ad vinduer for at se et par tallerkner og nogle gæster. Jeg forsøgte, på en offensiv måde, at blive forført af en stemning fra et restaurantlokale eller en æstetik der måske kunne signalere noget i stil med at ’her gør vi tingene ordentligt’ eller ’her er vi grundige’. Sådan et eller andet. Det var den slags jeg søgte efter.

Jeg skiftevis gik og cyklede. Cyklede og gik. Stod af og tænkte, at jeg måske skulle finde et sted blot at drikke et glas vin. Jeg tænkte på steder jeg kendte, og at jeg som sådan godt kunne finde et sted at drikke et relativt godt glas vin. Samtidig tænkte jeg, at det der provokerer mig mest er fornemmelsen af at blive snydt. Altså. Jeg ved godt hvad ting koster og hvad de er værd. Og dermed hvad de bør koste når de sælges til gæster. Og nu vi er ved priserne. Jeg har aldrig forstået hvorfor hverken restauranter eller caféer ikke hellere vil sælge 2 gode flasker vino til parret på bord 6, end én enkelt, der koster lidt for meget. Efter 2 flasker er der jo gået 3 timer i stedet for halvanden, de er på vej hjem for at få sjovere sex end efter den enkelte og nåå ja, bordet kunne vendes og det er derfor! Men det bord behøver ikke vendes lige så ofte, hvis de der sidder der, køber lidt mere, og de har jo alligevel taget henholdsvis både jakke og stiletter på!

Tilbage til maden. Det er lige som om, at der på en hel række af meukort er lavet en enkelt eller to ting om ved ellers fine klassiske retter. Og det gælder virkelig mange det her, men i særdeleshed caféerne. Croque Monsiuer. JA! Sådan en kan være rigtig god, men fuckes op så let som ingenting. Med svampebechamel. Svampebechamel? Hvad satan skal de svampe i den bechamel? Rødebedeguacamole. Gulerodstagliatelle. Selleripesto.

Det er ikke alene upræcist, det er mere en leg med ord – om end kluntet – og et spørgsmål om økonomi og ublu forretning. Desuden – og det er sgu det værste – ligner det en kamouflering af manglende evner. Eller på en anden facon: at køkkencheferne simpelthen ikke aner hvad der er hvad i de gastronomiske leksika, og at kreativiteten ikke bygger på et grundigt kendskab til det klassiske, men nærmere skaber en art kejserens nye klæ’r. Der forsøges med forførelsen, men glemt er det, at have et bundsolidt indhold. Det er prætentiøst, ja – der var ordet!

Som om det ikke er slemt nok. Så råbes der om at det gastronomiske niveau i Århus er højt. LIGE SÅ HØJT SOM I KØBENHAVN! siges det. MINDST! Mange gentager mantraet, få gør noget ved det. Og når man vil råbe højt om egne evner, så må man fanme også være parat til at tage de øretæver der måtte komme i den forbindelse. Der hvor jeg kommer fra i hvert fald. I øvrigt handler dette ikke om København, og er altså ikke et dumt indlæg i en regional fejde. Jo, måske dumt. Personligt er jeg fladpandet nok til, ikke at interessere mig væsentligt, for det der ligger længere væk fra Europas hjerte end højst nødvendigt.

Jeg savner ærlighed her. Jeg går sjældent ud og spiser, og er konservativ i mine valg. Jeg vil ikke snydes, for jeg bliver sur hvis jeg bliver det. Og min kæreste synes det er kedeligt at være ude med en sur mand. Jeg savner ærlighed i køkkenet. Det at kende sine kvaliteter, men også sine egne, personalets og de fysiske rammers begrænsninger. Jeg savner ærlige retter på ærlige tallerkner. Retter hvor man for en gangs skyld overraskes af en underanrettet tallerkens nærvær af smag og godt håndværk. Den form for ærlighed savner jeg. Det er som om man har glemt at begynde et sted. Det virker så fragmenteret, og damebladsagtigt det der præsenteres. Både i tilberedning og æstetik. Jeg ville ønske jeg kunne gå ud oftere, for jeg elsker at være ude. Og jeg må indrømme, at jeg desværre tager det dybt personligt, når der serveres Kraft Salathalløj for mig, og det kaldes hjemmerørt aïoli. Hvem fanden tror de at de er? Og hvor dum tror de jeg er? Og mine medgæster?

Og det er ikke fordi jeg ikke vil det! Jeg er vild med at blive beruset af god vin og senere fuld af en cocktail. Jeg elsker at føle grådighed, når den første duft fra en kulgrillet bøf rammer min snabel. Jeg er blevet svimmel af grundigt håndværk, og vil have mere! Det er bare satans svært at få lov til den slags. Her i Århus.

Kærlig hilsen

Jakob

Ps. Jeg endte med at gå i Irma og købe grissini og en flaske vin, som jeg tog med op til mine venner Sarah og Morten.

Pps. Der er enkelte undtagelser, men de udgør så lille en minoritet at deres benævnelse er overflødig. I ved selv hvem i er!

dette er tilladt at sælge

selvom jeg har læst noget læseligt engang, så kommer jeg ofte i tvivl om jeg stadig besidder evnen til netop at læse. med en fedtskat der hvæser mig i det selvsamme øren, som en sød jomfru (olivenolie) engang hviskede fede ord til, ja så bliver jeg nemt en smule forstyrret. ikke mindst i forhold til hvad man egentlig må.

må man det? tænker jeg vel en tre, fire gange om dagen. slår det hen med min generelle, men temmelig voldsomme, konservatisme som er blevet en facon. det er jo bare. og udviklingen må man ikke spænde ben for. nixen bixen.

men hvordan pokker skete det? at man på et tidspunkt var innovativ, udviklende og fremme i bussen/skoen/buksen. mest det sidste i øvrigt. og så ender man med at være STOKkonservativ og mest - af alt - ønske sig hen til en verden hvor man gik flot klædt og griselarsen solgte grise til dem der lavede grise til flæskesteg, fedtegrever og leverpostej? hvordan fanden skete det? hvordan?

for det er ikke letfordøjeligt. at emmerys truer med giftgrønne skove, ej heller at en restaurant der hedder mash serverer tissedyre mishhandlede dyr under påskud af at være kvalitet.

det er uspiseligt at restaurationsbranchen serverer - og nu bliver det nørdet - karl johan på grænsen til november under påskud af at det er svampesæson, uden et begavet blik for hvilke svampe der rent faktisk er i sæson. det er ligeledes udenfor min forstand, at foreslå en navngiven drue til en bestemt grøntsag - uden at tænke den tanke, at netop den drue måske kunne være dyrket i et terroir hvor den fik særegne kvaliteter af en kvinde der gav saften fra druen særegne egenskaber der slet ikke kunne tale med den grøntsag som man egentlig mente den kunne passe ræddi godt til.

til gengæld. er det tilladt at sælge kakor der smager af et punch. og jeg håber det er et punch på munden, og at det smager af blod.

de andre er grimme!!!!!

har nogen tænkt over dette? har nogen tænkt?

hvad nu hvis de kloge flytter?

hvad nu hvis? mentalitetsskruen bliver for stram? trykket på tanken for højt? så flytter de kloge jo deres hjerner ud af landet!!!!!!

er det ikke sådan der skingert skriges om skatten for de store multinationale virksomheder? så flytter de jo!!!!!

puuuha, sikket mareridt hvis mcdonalds skred ad helvede til! uudholdeligt hvis burger king gjorde det samme!

som keith (det er hans navn) skrev i morges:

Din efterløn sidder og æder brunch på Bahamas - sammen med din "regering" og øeh ... hvad laver DU?

jeg vil skide tyndere i buksen hvis de kloge begyndte at true med at skride. eller. er de smuttet for længst?

klart. blåt. lys.

hvordan var det nu det var? er det en blanding af tung melankoli og overstimuleret æstetisk sanseri? efteråret altså?

jeg kan ikke komme uden om, at retterne nu skal varme mere end køle. ej heller kan jeg komme uden om, at jeg kan li' bønner, flæsk og kål.

bønnesuppe med sort kål så sgu da!!! og jeg hævder ellers - som andre bonderøve - at suppe IKKE er rigtig mad. for det er det jo ikke.

bønner
pancetta (italiensk valgflææææsk)
laurbær
rosmarin
gulerødder
hvidløghvidløghvidløg
olivenolie
pastinak - den første i år
selleri
salt peber
ristet brød

Fødevarepolitik? Hvor er du? anstændighed efterlyses!!!

Dagens fangst på torvet i Århus. Cavolo nero - sortkål. Fra Samsø.

jeg spørger bare! for jeg hører ikke meget til dig. fedtafgiftens tåbelighed ligger urørt hen i forhold til den økonomiske dagsorden, som politikere på valg synes debatten skal dreje sig om. og det skal den sgu da også! men lortet hænger jo sammen!

jeg tror ikke på den form for vækst vi har haft igennem de sidste 20-30 år - og slet ikke friværdivæksten som prægede økonomien i forrige dekade. den gik ikke, og den kommer heller ikke til at gå igen.

men - en form for vækst kunne vi jo nok godt tænke os igen. men hvordan kan sådan en så se ud? altså hvis man prøver at tager de visionære briller på, og så se hvordan verden kunne se ud igennem dem.

jeg tænker. grøn vækst. et temmelig udflydende begreb ja. på fødevareområdet - det gastronomiske område for pokker - kunne man forestille sig, at det har at gøre med en produktion hvor man bl.a. fjerner gift fra produktionen, tilsætningsstoffer fra forarbejdningen og fedtskat fra anstændige, lødige produkter. for hvordan kommer fedtskatten egentlig til at virke?

jo, alt med mere end 2,3%(!) mættet fedt pålægges en afgift. dvs. xxx jomfru olivenolie beskattes, marmoreret kvalitetskød beskattes men hvis fedtindholdet hedder emulgator og således er et industrielt fremstillet produkt - så er fedtet pludselig et tilsætningsstof og dermed ikke afgiftspligtigt. (får en dreng til at undre sig!)

hvad gør det så? jo, det betyder helt kort, at smider du mættet industrielt forarbejdet fedt i, slipper du for skatten. hvad? jo, sådan er det! vi har altså at gøre med en lov der favoriserer industrifedt fremfor naturligt og SUNDT fedt.

sundt? ja, for fanden. det har alt sammen med mængder at gøre. spiser du for meget (fedt f.eks.) - sådan helt generelt - bliver du tyk. og er du tyk har du forhøjet risiko for bl.a. hjerte-kar-sygdomme. men hvem spiser hjemmelavet smørbearnaise hver dag? ganske få i hvert fald - og jeg tør godt postulere, at fedtskatten ikke kommer til at ændre på de få levemænd og kvinders vaner - og ej heller deres sundhed.

men nok om fedtskat. for den fremstår som en fejl - særligt i det sundhedspolitiske slør den er pakket ind i. fødevarepolitik handler også om andet end fedt og skat og hjerter.

helt åbent til alle de politiske aktører på valgkampens scene spørger jeg: hvem af jer tør stå ved en fødevarepolitik der på en ægte og seriøs facon fremelsker en madkultur. bare start dér!

hvem tør gå imod den massive danske fødevareindustris hel og halvfabrikatamentalitet og tale ret i mod convenience og for et lidt mere besværligt, men en hel del mere anstændigt gastronomisk liv?

hvem tør indføre madkultur på skemaet i folkeskolen? hvem tør oprette madskoler og kurser for de børn, der ikke har forældre der tilhører den 1% som har råd og tid til at leve et anstændigt gastronomisk liv? for er det ikke der vi skal starte? med en fornuftig kulturel opdragelse af børnene? jeg tror nemlig på, at har man først fået smag for de fødevarer (som vi klinisk kalder det) som er uspolerede af industriel hurtighed og masseproduktion - så står man langt bedre rustet til et liv hvor mad og madlavning fra bunden af friske, sunde og måske endda nyopgravede råvarer er centralt. både i forhold til fællesskabet - altså det at skabe noget fælles - og til et ægte sundt liv!

hvem tør?

madbloggerhelvedet i nord

jeg gør en dyd ud af det. at skrive når der netop præcis er noget at skrive om.

jeg bruger ikke ord på opskrifter. nej, der skal være en historie at fortælle. at repetere har aldrig været min disciplin, ej heller resuméet. hvis der ingen historie er, holder jeg min ellers store kæft!

men hvad så da? og hvorfor?

jomendetfordijo! jeg har længe ønsket at lægge mig ud med det selvtilfredse - og i udbredte stunder oligarkiske - madbloggersociety her i landet. jeg mener fra bunden af mit sortklædte hjerte, at der siges mangt og meget, men mest af alt IKKE EN SKID på de danske madblogs. ikke en skid. der tales i barnagtige vendinger om det ene og det andet, og alt gøres endeligt op i en 'feel-good'-stemning der ikke flytter en hegnspæl nogen steder.

jeg savner madbloggerPUNKere.
vilde sataner der tør noget.

jeg savner indlæg der har en HOLDNING.
indlæg der ikke kun interesserer sig for optimering af trafikken på blåggen, der fordummende nejer pænt og siger JA TAK til tingenes tilstand.

jeg savner REFLEKSION.
over hvad der egentlig sker her i dummark, og som ikke lader andre være alene i skyggen af en selvpromoverende og egooptaget 'jeg gør tingene vildt rigtigt'-tilgang til hvad der foregår i og på virkelighedens komfurer og ovne. der er fanme en lige linie mellem de nye ledvogtere på grænsen til europa, og den konstante selvbekræftelse af, at der faktisk er skide fedt her i det nye nordiske indadvendte køkken.

det er i min optik uden vision og vel nærmest også et tegn på manglende evne - hvis ikke det endda er snæversyn?

jeg bliver træt og ugidelig af det. der sker jo ikke en skid. ikke en skid sker der!

skinkesalat

'for satan da mand! bare ordet. skinkesalat. allerede dér er jeg på vej ud af døren.

skinkesalat

dvæl lidt ved det.

skinkesalat

og hvis du nu forestiller dig en pærevælling af unge sprøde blade. med lufttørret skinke fra en dansk ø. og måske et glas hyldeblomst til.

så tror du fanme galt!

det her er slagtersalat, gud hjælpe mig! dansk slagtersalat. kogt skinke igennem kødhakkeren. drrrrrøøøønnn. løgene får samme tur. vrrrrruuuummmmmm. rør op med - og det her er vigtigt! - almindelig dansk industrimayonnaise. den fra spand! --> uuuuhhhhmmmmmm!

lige på en hurtig rubber. en bajer til måske, men ikke for tit jo. nej, nej! personligt blir jeg nu også træt som en cykelrytter af en bajer midt på dagen. men et glas mælk for eksempel. eller hanevand fra drikkedunk måske? skinkesalat på rubber!'

denne tekst er taget fra bogen 'gastronomiske indrømmelser, gustne bekendelser og det der er endnu værre!' som udkommer mellem jul og nytår.

en god dag starter sådan her

espresso
cykeltur

én espresso og
én cykeltur

å så en croissant

europa revisited

det er noget med europa. det rører sig altid i mig. og gør mig altid rørt. det med europa.

altså. hvordan forklarer man et moderne barn, at man synes, det er særlig voldsomt at man i europa, byggede en mur der splittede familier, huse, veje, venskaber og elskendes hjerter? det er jo også vildt i israel og på grænsen mellem hillbilly og wetback. ja, det er fanme vildt der også! dét tænker jeg, men tankerne fortsætter også videre og bliver til en helt særlig væmmelse ved idéen om at det er foregået lige HER. midt i europa.

åååh for fanden - elskede europa!

og de kører løs, tankerne, som om de skal undskylde for dem selv. det er jo noget med kulturen her. at vi har demokratier. nogle steder mindre end andre. andre steder sådan lidt on-off. enkelte steder nærmest ikke, men i det hele taget engang imellem.

det er også noget med frygt. altså, berlin er jo fanme tæt på århus, også selvom vi i århus er blevet meget globale med dobbelta som erstatning for bolleå.

men det er også noget om billederne derfra. de historiske skildringer. de ligner vores egen histories fotografier. hovsa. de ér sgu vores egen histories fotografier.
de går ind under huden på en anden facon. ind under mit skind i hvert fald. og sådan oplever jeg skildringerne. de rykker mig mere end dem der ikke er fra europa. det er jo billeder af mine bedsteforældre. af vores forældre - de der som purunge elskende springer over pigtråd, der kort efter blev til betonmur og stålkugler.

og så har det noget at gøre med en uforanderlighed. altså tradition feks. altså, vi gør jo stadig som dem på billederne. i dele af vores liv i hvert fald. spiser et måltid. på et bestemt tidspunkt måske. på en særlig facon, ikke? det var jo derfor jeg tænkte på alt det her. at forklare den europæiske historie der blev til en mur igennem en by og en hel masse liv. det tænkte jeg på da vi spiste en currywurst i nærheden af alexander platz. der engang var det sted i øst, hvor man helst ville imponere dem i vest. en currywurst mit kartoffelsalat. kein pommes, nur kartoffelsalat. wie immer.

lasagne transportable - i går en kort, i dag en lang!

i går ved aftenstide kunne man se en ladcykel med hele 2 skønne ting på. den ene var en dreng på 7. han sad på bagerste bagagebærer med fusserne strittende ud til hver deres side. han sad sådan set bare der; omme bagved og sagde, at det var hyggeligt at køre gennem byen sammen. ja, svarede chauffeuren, og tilføjede at de samme aften skulle køre hjem igen og at det blev endnu mere hyggeligt for der var nemlig medvind. og medvind kavili her i århus med å. også på cykelstierne. chauffeuren, lasagnen og drengen, ikke?

men.

før lasagnen blev til lasagne var den noget andet. lasagne er langtidsmad, og langtidsmad har i mine øjne altid godt af den magi der sker, når den har været i gang i et passende tidsrum og så køles ned, sådan set kun for at blive varmet op igen. og helst udenfor køleskabet. og det må man godt nok ikke, men man kan jo gøre det alligevel!
så lasagnens byggesten havde simret 10 timer med rosmarino, pastavand, mere tomat, mere hvidløg (hvidløg hver 2. time. hvidløg i lag om man vil) og mere hvidløg igen. så en nat på køkkenbordet, alt i mens vores citrontræ blev stjålet og sårn. dagen efter kunne lasagnen så endelig laves til den lasagne som den skulle blive til. og lige der når den er færdig med at blive lagt sammen, så ser den flot ud. på sådan en bleg facon. ret lækkert egentligt, men også utvetydigt ufærdig.

ovnen ind i billedet.

150 grader i 3 timer. og så afsted på cyklen med drengen og chauffeuren. (se, historien hænger faktisk sammen!) afsted til et lille middagsselskab ('jætar lasagne med!' havde jeg nonchalant sagt et par dage før). og fanme om der ikke sad 3 unger, der alle var af den overbevisning, at deres livret var lasagne, og deres muddah i øvrigt laver verdens bedste af slagsen. nå for helvede, tænkte jeg og håbede på det bedste. nåde, om ikke andet.

der var en smasken. ellers stilhed. og det er løgn, for der var en alfred på 7 måneder der slet ikke var særlig stille. men jeg forestiller mig - nu her bagefter - at der blev helt stille da de satte tænderne i den første bid af min lasagne. fordi den jo fanme var så svinegod at deres muddarrrres lasagner ikke nåede min til sokkeholderne! og sådan tror jeg at det er. de kunne i hvert fald godt li' den. det er jeg sikker på!

der var på trods af netop den her lasagnes kvaliteter, faktisk lidt tilbage. det havde jeg skam også regnet med! jo jo! og det skulle med hjem til madpakker og frokost og aftensmad og frokost. med hjem på cyklen. i medvind. vi fløj! hjem igen.

sms dumper ind kort efter hjemkomst. sårn en sms man enten får eller sender, når man har været sammen med sin kæreste en aften, men ikke skal sove sammen. en 'det var skide hyggeligt og du er pisse lækker'-agtig besked. Jeg udelader et par ting fra den sms jeg modtog, for den slags må man ikke skrive for google. men der stod så blandt andet: '.... lækker lasagne. du så godt ud, lækker som lasagnen. ..' og så noget mere, ikke?

hmmm

lækker som en lasagne!?!

makes a boy wondah!

og som om min forargelse ikke havde fået nok i aften

http://levsundtnu.blogspot.com/2011/04/en-sundere-snack-til-din-sde-tand.html

Lev. Sundt. Nu.

Lev. Sundt. Nu.

Min døde tand!

farvelfarlighed

i aften, på netop denne aften, var kim kix og jeg ude at cykle en tur. vi cykler fordi vi er cykelryttere, og det er vi ikke kede af at være. tvært i mod. og nu vi snakker om od, ja. altså mod, ikke. på en skala. modskalaen faktisk. der, lige netop på den skala, vurderer jeg det til at ligge højt oppe. ikke helt i top, men sgu deroppe af, altså. af man på le coq i århus c gør sig ikke det mindste umage for at servere en ganske enkel bestilling. meget enkel faktisk. 2 grappe + 2 kaffe. den ene dobbelt esp. den anden dobbelt esp. plus lidt vand (lungo) og lidt mælk. og fanme om man ikke skal stille op til både en hamper regning - efter at have fortalt tjenerinden præcis hvordan hun skulle gøre - uden at hun hørte efter i øvrigt, og altså gjorde det hun mente at have hørt ca. 10 min. efter kaffen havde forladt trykkabinen i maskinen. og således serveres 2 minimale grappe + zweimal kold kaffe. 206 kr.? og en dumsmart betjening.

2 cl. grappa er IKKE en grappa. det er en halv grappa. ja tak, det er let at forstå! 2 kolde koppah kaffe? tager man penge for den slags? jeg tænkte for mig selv. hun gør som hun er opdraget til! og tænker videre og ave maria!

kravene er enkle, og de er ligeså uforståeligt lette at leve op til, som det er at lave et ordentligt og lødigt måltid. den danske forstår det blot ikke. dansken danser om prætentionens grød, og har glemt hvad den aldrig lærte. anstændigheden, og den fine finesse der findes i at gøre et enkelt, men solidt, stykke arbejde. og det hvad enten vi taler om service (se hvad det betyjjah her) eller varens kvalitetsmæssige bundniveau.

DET er modigt! at sløse så meget, og på samme tid være ubehøvlet. det er FANME modigt!

der sker ikke en skid

venlige - og måske endog (unødvendigt) bekymrede - sjæle spørger mig. hvad sker der? med kulinaria og alt det der? hvoffor sker der ikke noget?

det er fordi.

(og nu skruer vi bissen lidt på her. (takbo))


der sker ikke en skid her.
der hyles og pives over stjerner der ikke blev delt ud til nogen der (formodentlig endda) fortjener det. og det kan dansken li' ikke? lige sårn at være verdens bedste og så blive forbigået. eeeeejjjjj det for galt! detosfordi....... jeg orker ikke høre på det. det er kedeligt at lytte til. det gastronomiske niveau hos rasmus og rrrrene er uovertruffent. ja tak. stjerner er for revisorer, måltider for mennesker. ja tak igen.

ok så. hva brokker du dig over? sgu da at dansken nu tror den har forstand på mad!

veeerdens mest innovative køkken. jamen det er sgu da rene og rasmus et al. der er innovative. i aften i føtex, 8 kilo c, så jeg kun - og netop kun - frossen pissa, strygns leverdreng og - med held og insisteren - en 18årig kassepiges smil. nordisk madkultur? højt niveau? ikke på de danske køkkenborde som varerne jeg så på båndet i aften bliver slæbt hjem til.

det er fesent!

men. og men'et antyder at flere står for skud. for jeg er stadig sur og vrissen. jeg kan kort fortælle hvad der er sket på det sidste. derfor har jeg skrevet et digt. det går sårn her.

i går fik jeg skinke

i dag fik jeg pariserbøf

igårfikjegskinkeidagfikjegpariserbøf

det er sådan cirka hvad der sker.

trøfler >< romkugler

når man er syg i vinterferien må man bage en kage med det ene og alene formål at nulre den med hindbærmarmelade og rulle den i alverdens søde sager! puha, helt uden pause.....

ja man må nemlig så!

og nu til lidt etymologi.

her i 8 kilo hejjah det trøfler. ikke rongkugler eller hva i kalder det i kjøwenhafen. trøfler!

la cupola d'oro

la cupola d'oro

er en enkeltstartsrestaurant der popper op fra tid til anden.

er for madglade vinelskere der gerne vil bruge en aften med os.

er rustik italiensk mad og vin.

reserver bord. vi holder prisen lav ved at vide hvor mange der kommer.

LØRDAG D. 5. MARTS KL. 19.30 på værtshuset GULDTOPPEN i AABYHØJ 4 retter, 4 vine, 400 kr.

KUN RESERVATIONER - KUN KONTANT.

Res. bord på 26135706, maks. 40 gæster.

bloody hell yeah!

ååhh min spiseforstyrrelse. det er den mest pragtfulde af alle forstyrrelser, og dem skorter det sgu ikke på hos mig. men den her kan jeg ikke ikke bare leve med; jeg elsker den!

i en blodappelsinrus. fra nu og en måneds tid frem.

moro fra sicilien. det er den, der er den! ingen anden.

foodprints

havneperlernes rester, aarhus c

flere havneperler, aarhus c.

relativt ofte. nærmest hver dag faktisk. så tit betragter jeg de aftryk et måltid giver. det kan man tænke længe over. den slags altså. hvilket aftryk giver et måltid? et billede af en kultur? et billede af en manglende kultur? en haltende kultur måske. en fin kultur? en pølsekultur?

perhaps. perhaps. perhaps. altså. per haps.
morgenpølserier, de mezas vej, 8kilo

søndagsmenu - road tripping part 1

andreas og jeg har været på road trip i dag. vi skulle afsted til vesterhavet, verdens ende på en måde. i hvert fald når man er 7 år.

en nærmest lige linje hen over jylland. sådan er vejen. silkeborg (byernes bil), herning (hvorfor er alle huse kvadratiske?), ringkjøbing (hvorfor har de trukket gardinerne for i alle husene?).

(mærkeligt ord --> rokokokro)

sådan midt imellem herning med kvadrater og ringkjøbing med gardiner, var der en art landevejskro. sådan en havde vi talt om at spise på. det lød pladderromantisk og skide hamrende hyggeligt! HEY, jeg vender lige om. der var lige noget, siger den voksne. ok, siger den bette - han ved nemlig godt, at pludslige indskydelser ødelægger alle planer altid. en kro!

men det var for tidligt at spise. det var vi enige om. der var ikke noget at gøre. vi var jo faktisk mætte stadigvæk. altså, efter croissanten og den sanner med kød og parmesan. jovist, og xxx olivenolie naturligvis også. sådan kan vi li vores sannere. insannere kalder vi dem.

men de havde sku et skilt på den her kro. og derpå kunne man læse, hvad man kunne forvente at stikke næse og gaffel i. derinde på den mystiske og spændende landevejskro, som lå langt væk hjemmefra.

og så ærgrer man sig skide meget. hvorfor blir man absolut altid mæt når man spiser? hvorfor kan man ikke bare spise hele tiden? for dén menu, vil jeg knagme godt ha smagt! det forekom i øvrigt også temmelig billigt. 14 kr.

en middag i rieti

auf deutsch bitte

jeg flipper helt på det tyske. også køkkenet. det har fanme substans. mere end så meget andet geil und brass! og de er her. tyskerne. her i 8kilo sgu! nej, ikke på kollegiet i universitetsparken. der hvor ss i gamle dage havde köpfkvartier og de allierede sendte en byge af stålregn ned og lavede hul i gitteret ved amfiscenen. ikke der. men midt i de 8kilo dér. currywurst på ströget. weisswurst mit süsssenf und bretzel på die kleine bierstube. det er den her: BIER SIND HIER! også med glühwein. nicht schlecht! og slet ikke når man skal handle julegaver!