andreas og jeg har været på road trip i dag. vi skulle afsted til vesterhavet, verdens ende på en måde. i hvert fald når man er 7 år.
en nærmest lige linje hen over jylland. sådan er vejen. silkeborg (byernes bil), herning (hvorfor er alle huse kvadratiske?), ringkjøbing (hvorfor har de trukket gardinerne for i alle husene?).
(mærkeligt ord --> rokokokro)
sådan midt imellem herning med kvadrater og ringkjøbing med gardiner, var der en art landevejskro. sådan en havde vi talt om at spise på. det lød pladderromantisk og skide hamrende hyggeligt! HEY, jeg vender lige om. der var lige noget, siger den voksne. ok, siger den bette - han ved nemlig godt, at pludslige indskydelser ødelægger alle planer altid. en kro!
men det var for tidligt at spise. det var vi enige om. der var ikke noget at gøre. vi var jo faktisk mætte stadigvæk. altså, efter croissanten og den sanner med kød og parmesan. jovist, og xxx olivenolie naturligvis også. sådan kan vi li vores sannere. insannere kalder vi dem.
men de havde sku et skilt på den her kro. og derpå kunne man læse, hvad man kunne forvente at stikke næse og gaffel i. derinde på den mystiske og spændende landevejskro, som lå langt væk hjemmefra.
og så ærgrer man sig skide meget. hvorfor blir man absolut altid mæt når man spiser? hvorfor kan man ikke bare spise hele tiden? for dén menu, vil jeg knagme godt ha smagt! det forekom i øvrigt også temmelig billigt. 14 kr.
1 kommentar:
Dejlig læsning. Ja priserne på landet er jo noget lavere end i byerne, siger man.
Kh Nadia
Send en kommentar