onsdag den 4. februar 2009

NODADE


NODADE
Kulinaria, Jakob K. Sørensen & fotograf Gunnar Tor Nilsen inviterer til fernisering af udstillingen NODADE fredag d. 13. februar på Café Englen i Århus.

NODADE er en studie i sprængningen af det klassiske madbilledes æstetik og rammer. Madbilledet er på mange måder den mest tilgængelige og folkelige skildring. Vi er konstant omgivet af foodstylisters og madfotografers konstruktioner i hele vores vågne liv. Fra outdoor reklamernes prangende plakater over ugeaviserne fra supermarkedskæderne til fjernsynsapparaturets reklameklip.

Madbilledet har en lang, og vel egentlig stolt historie. Men den er i sin voldsomme udbredelse nærmest glemt, eller overset, som genre.

Fra stilleben til dekonstruktion

Anretningen af mad har ændret sig markant de sidste år, når man kigger på tallerkenerne der serveres på top-restauranter rundt omkring i verden. Pipetter, flydende nitrogen og andet medicinsk udstyr har sat retter i scene på den virkelige verdens tallerkener.

Men på madbilledet har udviklingen nærmest været ikke-eksisterende. Der søges stadig en æstetik og et udtryk der grundlæggende ligger i direkte forlængelse af de romantiske stillebens undersøgelser af naturen. Udstillingen NODADE forsøger at rykke på dette og søge nye måder at skildre mad på.

Jakob K. Sørensen udtaler: Jeg har i snart 7 år levet af at lave madbilleder. Jeg har længe haft lyst til at opløse eller sprænge rammerne for madfotografiet. Kunstneren Per Petri kommenterede mine billeder ved at sige, at jeg gjorde det spændende at se på madbilleder igen. Og dette er sådan set også vores forsøg med projektet NODADE - at redefinere madbilledet, der er slidt som en junkie af industriens emballager og tryksager. Vi forsøger at søge tilbage til en art madbilledets grund-æstetik og giver nogle bud på 'novo stilleben'.


Udstillingen er et tæt samarbejde mellem Jakob K. Sørensen og Gunnar Tor Nilsen – og projektet forventes at blive udgivet i bogform i løbet af 2009. Dette bliver den første danske udgivelse der på lige fod er en kogebog, en kunstbog og en designbog.


Idéen bag NODADE er at lave nordisk mad på dansk design. Danske undergrundsdesignere har fået første ord. Deres design har dikteret hvilken opskrift og hvilket udtryk det endelige billede har fået. Der er blevet udvalgt en række danske undergrundsdesigneres værker og lavet en række retter netop til deres design. Dette har givet nogle uhyggelige, mærkelige og måske endda interessante resultater!

De kan ses på udstillingen der åbner FREDAG D. 13. februar kl. 16.00 på CAFÈ ENGLEN, Studsgade 3, 8000 ÅRHUS C, og DU er inviteret!


Med venlig hilsen


Jakob K. Sørensen & Gunnar Tor Nilsen

UDSTILLINGEN ER STØTTET AF VIN etc. - vinetc.dk

6 kommentarer:

Cross Stitch Junkie sagde ...

Tak for mailen med verdens længste indbydelse. Ku' da godt være man lige skulle svinge forbi Englen den dag. Er der pindemadder?

Jakob Kristian Sørensen sagde ...

YES der er pinde og madder og det hele!!! Kom da forbi.. Var det ike noget med at du kom for lidt ud så'n?

Jakob Kristian Sørensen sagde ...

Og angående længden, så er den så lang at vel ingen har læst den - men jeg skule jo ha plads til selvsmageri og selvfedme og lidt akademisk ophøjethed.

Cross Stitch Junkie sagde ...

Også i den grad. Men jeg er ved at komme efter det. Jeg præsterede da at presse en middag på RarBar ind i min tomme kalender i sidste uge. Så nu er der taget hul på bylden.

Cross Stitch Junkie sagde ...

Jeg kan også godt li' at du citerede dig selv i indbydelsen. Det er ikke så tit man får lejlighed til det jo.

Jakob Kristian Sørensen sagde ...

nej for helvede det holdt sgu da hundrede!!!