Viser opslag med etiketten cafe englen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cafe englen. Vis alle opslag

tirsdag den 10. februar 2009

Smukke mennesker på NODADE


Hold da kæft - jeg var lige inde på facebook og se hvem der havde tilmeldt sig ferniseringen af NODADE på fredag. Og det er ENE smukke mennekser! Nu glæder jeg mig faktisk allermest til at se på de her mennesker - for de ser godt nok blændende ud. Kom selv forbi og se lidt på dem hvis din fredag er åben! Café Englen, Århus fredag d. 13. februar 2009 kl. 16.

Det vides desuden nu med sikkerhed, at man kan se værker lavet ud fra følgende fabelagtige, håndholdte og endda mundblæste designere: Anna Olivia, Rikke Jakobsen og Charlotte Hargreave.

Designet er på venligste vis udlånt af kongen Kim i Guleroden og Helene i 1+1 design.

onsdag den 4. februar 2009

NODADE


NODADE
Kulinaria, Jakob K. Sørensen & fotograf Gunnar Tor Nilsen inviterer til fernisering af udstillingen NODADE fredag d. 13. februar på Café Englen i Århus.

NODADE er en studie i sprængningen af det klassiske madbilledes æstetik og rammer. Madbilledet er på mange måder den mest tilgængelige og folkelige skildring. Vi er konstant omgivet af foodstylisters og madfotografers konstruktioner i hele vores vågne liv. Fra outdoor reklamernes prangende plakater over ugeaviserne fra supermarkedskæderne til fjernsynsapparaturets reklameklip.

Madbilledet har en lang, og vel egentlig stolt historie. Men den er i sin voldsomme udbredelse nærmest glemt, eller overset, som genre.

Fra stilleben til dekonstruktion

Anretningen af mad har ændret sig markant de sidste år, når man kigger på tallerkenerne der serveres på top-restauranter rundt omkring i verden. Pipetter, flydende nitrogen og andet medicinsk udstyr har sat retter i scene på den virkelige verdens tallerkener.

Men på madbilledet har udviklingen nærmest været ikke-eksisterende. Der søges stadig en æstetik og et udtryk der grundlæggende ligger i direkte forlængelse af de romantiske stillebens undersøgelser af naturen. Udstillingen NODADE forsøger at rykke på dette og søge nye måder at skildre mad på.

Jakob K. Sørensen udtaler: Jeg har i snart 7 år levet af at lave madbilleder. Jeg har længe haft lyst til at opløse eller sprænge rammerne for madfotografiet. Kunstneren Per Petri kommenterede mine billeder ved at sige, at jeg gjorde det spændende at se på madbilleder igen. Og dette er sådan set også vores forsøg med projektet NODADE - at redefinere madbilledet, der er slidt som en junkie af industriens emballager og tryksager. Vi forsøger at søge tilbage til en art madbilledets grund-æstetik og giver nogle bud på 'novo stilleben'.


Udstillingen er et tæt samarbejde mellem Jakob K. Sørensen og Gunnar Tor Nilsen – og projektet forventes at blive udgivet i bogform i løbet af 2009. Dette bliver den første danske udgivelse der på lige fod er en kogebog, en kunstbog og en designbog.


Idéen bag NODADE er at lave nordisk mad på dansk design. Danske undergrundsdesignere har fået første ord. Deres design har dikteret hvilken opskrift og hvilket udtryk det endelige billede har fået. Der er blevet udvalgt en række danske undergrundsdesigneres værker og lavet en række retter netop til deres design. Dette har givet nogle uhyggelige, mærkelige og måske endda interessante resultater!

De kan ses på udstillingen der åbner FREDAG D. 13. februar kl. 16.00 på CAFÈ ENGLEN, Studsgade 3, 8000 ÅRHUS C, og DU er inviteret!


Med venlig hilsen


Jakob K. Sørensen & Gunnar Tor Nilsen

UDSTILLINGEN ER STØTTET AF VIN etc. - vinetc.dk