skip to main |
skip to sidebar
når man er syg i vinterferien må man bage en kage med det ene og alene formål at nulre den med hindbærmarmelade og rulle den i alverdens søde sager! puha, helt uden pause.....
ja man må nemlig så!
og nu til lidt etymologi.
her i 8 kilo hejjah det trøfler. ikke rongkugler eller hva i kalder det i kjøwenhafen. trøfler!
la cupola d'oro
er en enkeltstartsrestaurant der popper op fra tid til anden.
er for madglade vinelskere der gerne vil bruge en aften med os.
er rustik italiensk mad og vin.
reserver bord. vi holder prisen lav ved at vide hvor mange der kommer.
LØRDAG D. 5. MARTS KL. 19.30 på værtshuset GULDTOPPEN i AABYHØJ 4 retter, 4 vine, 400 kr.
KUN RESERVATIONER - KUN KONTANT.
Res. bord på 26135706, maks. 40 gæster.
ååhh min spiseforstyrrelse. det er den mest pragtfulde af alle forstyrrelser, og dem skorter det sgu ikke på hos mig. men den her kan jeg ikke ikke bare leve med; jeg elsker den!
i en blodappelsinrus. fra nu og en måneds tid frem.
moro fra sicilien. det er den, der er den! ingen anden.
andreas og jeg har været på road trip i dag. vi skulle afsted til vesterhavet, verdens ende på en måde. i hvert fald når man er 7 år.
en nærmest lige linje hen over jylland. sådan er vejen. silkeborg (byernes bil), herning (hvorfor er alle huse kvadratiske?), ringkjøbing (hvorfor har de trukket gardinerne for i alle husene?).
(mærkeligt ord --> rokokokro)
sådan midt imellem herning med kvadrater og ringkjøbing med gardiner, var der en art landevejskro. sådan en havde vi talt om at spise på. det lød pladderromantisk og skide hamrende hyggeligt! HEY, jeg vender lige om. der var lige noget, siger den voksne. ok, siger den bette - han ved nemlig godt, at pludslige indskydelser ødelægger alle planer altid. en kro!
men det var for tidligt at spise. det var vi enige om. der var ikke noget at gøre. vi var jo faktisk mætte stadigvæk. altså, efter croissanten og den sanner med kød og parmesan. jovist, og xxx olivenolie naturligvis også. sådan kan vi li vores sannere. insannere kalder vi dem.
men de havde sku et skilt på den her kro. og derpå kunne man læse, hvad man kunne forvente at stikke næse og gaffel i. derinde på den mystiske og spændende landevejskro, som lå langt væk hjemmefra.
og så ærgrer man sig skide meget. hvorfor blir man absolut altid mæt når man spiser? hvorfor kan man ikke bare spise hele tiden? for dén menu, vil jeg knagme godt ha smagt! det forekom i øvrigt også temmelig billigt. 14 kr.
doktor hansn sagde engang at man jo fanme ikke kunne være væk 14 dage uden at der ikke skete en skid. så sandt, så sandt! men nu er der sgu alligevel sket noget. winelab.dk. mads jorvinsen skriver og fortæller. prøv lige selv af se!winelab.dk
jeg beskæftiger mig med professionel cykelsport og mad. begge er grene af livet, hvor doping er et faktum, måske endda et problem. det ene sted mere end det andet, hvis man spø'r mig. men det gør man ikke.
nåmen vi fortsætter med en dialog, sådan lidt filmagtigt.
scenen sættes af to mænd på en lille restaurant i danmarks anden fedeste by.
2 mænd altså. den ene har lige spist. den anden har netop lavet mad til ham der lige har spist. den ene har altså spist den anden mands mad. ikke at den ene mand på nogen måde har taget den anden mands mad fra den anden mand; men den anden mand har lavet mad til den ene mand fordi det er hans job (senere viser det sig, at det er hans job fordi han simpelthen ikke kan lade være med at lave mad, og derfor kunne det jo så altså lige så godt være hans job - altså den anden mands).
'jeg synes dine anretninger mangler noget' siger den ene mand
'hvoffadet?' spørger den anden (mand)
'de ku' godt være lidt strammere' fortsætter den ene 'sådan æstetisk. anretningsmæssigt. ku' de ikk?'
'garanteret' svarer den anden mand, og kigger efter en kvinde, der går rastløst frem og tilbage med en cigaret i hånden.
'nammen, det skal jo se flot ud. maden ikk'? det er jo halvdelen! altså hvordan sårn noget mad det ser ud. det er vigtigt. måske lisså vigtigt som hvordan det smager?' insisterer den ene mand på en prøvende facon.
den anden mand insisterer også. men det er i blikket som stadig er rettet mod den rastløse kvinde.
'helt sikkert' svarer han, og går tilbage til sit køkken. (formoder man. han gik i hvert fald i den retning.)
så har de skønne giganter fået en finger inden for trussen.
på bloggerne. bye bye til det (ytrings)frie rum, og HELLo til sampling, 'test-lige-min-herlige-fabriks-produkter-og-lad-som-om-du-skriver-helt-neutralt-om-det-på-en-helt-naturlig-måde' så det ligner hvad man i reklamebranchen vurderer som ubetaleligt. det man kalder redaktionel omtale.
jeg kalder det SELL OUT - og mister lysten til det her.
sampling fra hatting - bake off fyldt med kemi - det indgyder ikke respekt hos mig! ismaskiner der kan vindes på den og den betingelse - meld dig som min ven og faste elsker - er det mest skolegårdsagtige stunt jeg længe har set.
vil du være min for en femmer?
sådan kan det foregå hvis man er 8 år og på røven i skolegårdens barske klima, men for voksne mennesker der burde bevare deres kritiske sans - i det mindst for at opretholde et minimum af troværdighed - der burde den slags i mine øjne afvises blankt. måske endda med en hånlig latter der kan signalere noget i stilen af 'hvem fanden tror du egentlig du taler med?'
bloggeri hører til i et ucensureret rum, hvor tanker og holdninger har frit spil. at invitere industrien indenfor på den facon, lugter fælt af desperat prostitution og tankeløshed. i hvert fald der hvor jeg kommer fra.
