jeg gør en dyd ud af det. at skrive når der netop præcis er noget at skrive om.
jeg bruger ikke ord på opskrifter. nej, der skal være en historie at fortælle. at repetere har aldrig været min disciplin, ej heller resuméet. hvis der ingen historie er, holder jeg min ellers store kæft!
men hvad så da? og hvorfor?
jomendetfordijo! jeg har længe ønsket at lægge mig ud med det selvtilfredse - og i udbredte stunder oligarkiske - madbloggersociety her i landet. jeg mener fra bunden af mit sortklædte hjerte, at der siges mangt og meget, men mest af alt IKKE EN SKID på de danske madblogs. ikke en skid. der tales i barnagtige vendinger om det ene og det andet, og alt gøres endeligt op i en 'feel-good'-stemning der ikke flytter en hegnspæl nogen steder.
jeg savner madbloggerPUNKere.
vilde sataner der tør noget.
jeg savner indlæg der har en HOLDNING.
indlæg der ikke kun interesserer sig for optimering af trafikken på blåggen, der fordummende nejer pænt og siger JA TAK til tingenes tilstand.
jeg savner REFLEKSION.
over hvad der egentlig sker her i dummark, og som ikke lader andre være alene i skyggen af en selvpromoverende og egooptaget 'jeg gør tingene vildt rigtigt'-tilgang til hvad der foregår i og på virkelighedens komfurer og ovne. der er fanme en lige linie mellem de nye ledvogtere på grænsen til europa, og den konstante selvbekræftelse af, at der faktisk er skide fedt her i det nye nordiske indadvendte køkken.
det er i min optik uden vision og vel nærmest også et tegn på manglende evne - hvis ikke det endda er snæversyn?
jeg bliver træt og ugidelig af det. der sker jo ikke en skid. ikke en skid sker der!
